Forventninger til 2016

1. januar 2016

Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år. Jeg bød året velkommen med en håndfuld af de sødeste piger jeg kender og vi havde virkelig en hyggelig aften! Som jeg skrev i dette indlæg, så har jeg lidt en ambivalent følelse omkring 2015. På den ene side har det været en sindsygt fedt år, og på den anden side har der været så mange bump på vejen. Jeg tror de der små bump skyldes flere ting, så jeg kom til at tænke over, hvilke ting jeg ikke ville bringe med ind i et nyt, dugfriskt 2016.

Usunde vaner. De sidste par måneder har jeg faktisk fået ret gode vaner, men det skal da ikke være en hemmelighed, at jeg meget let kan ty til dårlige og nemme løsninger, især når jeg møder modstand. Jeg har dog kunnet mærke, at min krop og mit sind har det meget bedre end længe, fordi jeg spiser sundere, sover bedre og rører mig mere. Jeg efterlader derfor alle mine dårlige vaner i 2015, for de er ikke velkomne i det nye år.

Ugidelighed. De dårlige vaner og ugideligheden har ofte gået hånd i hånd. Især i mine øv-perioder bliver jeg luddoven og gider ingenting. Med nye og bedre vaner følger, forhåbentlig, også lyst til meget mere. Lyst til at være god mod min krop og mit sind – generelt bare lyst til at have lyst. Farvel ugidelighed, vi ses ikke igen.

Brokkeri. Jeg ser ikke mig selv som et meget negativt menneske, men jeg indrømmer dog, at jeg, til tider, er en kæmpe brokrøv. Det giver kun noget negativt at være negativ, så i det nye år vil jeg arbejde på at brokke mig mindre og være mere positiv. Brok fører ingen veje, handling gør.

Mit rodegen. Mit rodegen kommer og går. Sommetider er der spotless herhjemme og andre gange ligner det en slagmark. Det overskud jeg forhåbentlig får i det nye år, bliver helt sikkert også nøglen til at holde orden. Som min bedstemor engang sagde: “Hvis du lader være med at rode, så er der en del mindre at rydde op“. Tænker jeg lever efter bedstes visdomsord fra nu af!

Dårlig samvittighed. Jeg får meget let dårlig samvittighed – også selvom jeg ikke burde.  Det der med at prioritere sig selv er ikke en egenskab, jeg besidder særlig godt. Den dårlige samvittighed skal altid lige gøre sig bemærket, hvis jeg enten gør noget andre ikke forventer, eller hvis jeg siger fra og en sjælden gang vælger ‘mig-tid’ frem for ‘dig-tid’. To hell med den dårlige samvittighed, der skal være plads til det hele.

Usikkerhed. Med den dårlige samvittighed følger usikkerhed. Usikkerhed ved, om jeg træffer de rigtige valg, om nogle bliver sure eller skuffede, generelt om jeg gør det rigtige. Jeg er på mange punkter ret selvsikker, men samtidig kan den der usikkerhed være helt vildt lammende. Den er hjertelig velkommen til at parkere i 2015. Adjø!

Overdreven kontrol. Usikkerhed + dårlig samvittighed = overdreven kontrol. For at være sikker på at gøre alle glade, har jeg brug for kontrol. Nok i en grad, der ikke altid er sund… Jeg har, helt ærligt, sommetider haft tegn på noget, der kunne ligne OCD fordi jeg simpelthen er en kontrolfreak uden lige. Jeg vil gerne vinke farvel til den dårlige kontrol og have ‘pyt-hatten’ på lidt oftere i det nye år.

Dårlige relationer. Jeg tror på, at dårlige relationer ikke bidrager med andet end negativitet til livet. Det er hårdt at skulle ‘vælge fra’, men jeg tror også sommetider det er vigtigt at vælge sine venner med omhu. De mennesker, der skal være i mit liv, skal bidrage med noget godt, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skal bruge dem til. Det lyder måske ret hårdt, men der ligger en stor gevinst i det i sidste ende…

Mistillid. Det, jeg næsten allerhelst vil vinke farvel til, er mistillid. Mistillid til verden. Mistillid til mig selv. Mistillid til andre mennesker. Det bliver en længere proces, men hvor kunne det være rart at være lidt mere i nuet og tro på, at alle bare vil mig det bedste. Vi ses ikke igen, mistillid.

Angst. Bum. Så nåede vi til det. Angsten og jeg har været sammen i 3 år. Hver evig eneste dag. Nuvel, det går bedre og bedre for hver dag, men den når altid lige at gøre sig bemærket inden jeg går i seng hver aften. Mit største ønske for 2016 er helt sikkert, at jeg giver angsten fingeren. Det er slut, jeg vil skilles.

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar