Ting, der var fedt ved at være barn

24. maj 2016

4 år

Kan vi først lige tage en moment og beundre lækkerheden på det billede der? Wauw, det er noget fancy kluns… Nu kommer det til at handle om alle de ting, jeg elskede ved at være barndom og nogle ting, jeg sommetider kan savne ved at være voksen (eller noget deromkring)… Let’s get started!

Praktisk påklædning 
Kender vi ikke allesammen det der med, at man kigger ud af vinduet, tjekker vejrudsigten og satser på, at det der regnvejr bevæger sig fint og elegant udenom en selv? Som barn havde forældrene altid den der feeling omkring ens påklædning og selvom man løb ind i både regn- og blæsevejr var man klædt på til omstændighederne. Øv, hvor ville jeg gerne eje min mors intuition. Desuden var det rart at være bedøvende ligeglad med, om ens påklædning var fashionable og sammensat korrekt, så længe det måtte blive beskidt og komfortabelt. Se bare billedet engang – ikke det mindste fashion men dog ret cool 😉

Ingen regninger og rudekuverter
Hold nu op, hvor de her to ting sucks ved at være voksen. Færdig punktum.

Fuldstændig fri for bekymringer
Apropos de første to punkter, så lad os lige runde hvor lækkert det var ikke at skulle bekymre sig om andet, end hvilken dukke vi nu skulle lege med, eller hvilken kjole vores barbiedukke skulle have på næste gang. De største bekymringer lå måske højst i, hvem der havde tid til at lege i frikvarteret eller efter skole. Tænk at kunne leve bare en enkelt uge uden at skulle bekymre sig om noget som helst andet et at være i nuet og bare virkelig lægge alt andet end sjov og spas på hylden.

Oldschool elektronik
Jeg er barn af den tid, hvor man skiftede fra VHS til DVD og fra diskman til MP3 og iPod. Nuvel, DVDer og iPod er måske mere fikst, men der var altså noget lidt specielt ved at skulle spole en hel film tilbage når den var set, eller nøje udvælge hvilke CD’er, der skulle med på køreturen.

Påskeæg og julekalender
Påskeæggejagt var det ultimativt bedste ved foråret og påsken som barn – især når to hold bedsteforældre, en moster og forældre alle gav påskeæg. Det blev pludselig til en, to, mange! Vi gik altid heeeeele haven igennem og der gik en smule sport i at finde sit påskeæg som den første. Husker stadig den der store glæde ved at finde et stort, fint påskeæg gemt i et træ eller en busk. Lige så stor en forårsglæde påskeægget var, lige så stor en decemberglæde var det at få chokoladekalender (meget gerne i flertal)… Man var jo ultra forkælet og igen trådte både bedsteforældre og moster til med kalender og julehygge – også gerne med besøg af nissen samtidig 😉

Fri fantasi
Når vi snakker om nisser og påskehare, må vi nødvendigvis også runde både julemanden og tandfeen. Tænk en spændende verden man havde som barn, hvor alle de her magiske ting eksisterede. Jeg husker tydeligt, hvordan man – i spænding – tjekkede under hovedpuden morgenen efter man havde tabt en tand. Det var jo det største at finde en vaskeægte guldmønt fra tandfeen, som var ens helt egen guldmønt (eller 20’er, same-same)…

Disney Sjov
Fredag aften i min barndom: Anna & Lotte, “go’e ben” med fritter, Disney Sjov og slik = lykken for et barn. Hvis der sådan er noget, der opsummerer meget af min barndom, må det være fredage. Hold nu helt fast, hvor var det en konge dag!

Rigtigt børne-tv
Siges der Disney Sjov, må der også siges rigtig børne-tv. Synes simpelthen noget af det nye børne-tv er lidt noget skrammel. Kan huske dengang der blev sendt gode tegnefilm og noget, der var barnligt, i stedet for Disney med ‘rigtige’ mennesker. Der var altså bare noget specielt over fx Kim Possible, Frikvarter og Morten Skildpadde.

Forventningsglæde
Jeg kan huske hvordan man vågnede åndssvagt tidligt både på sin fødselsdag og d. 24. december. Juleaften var nærmest den længste dag på året, fordi man som barn bare ventede på at kirke, julemiddag og juletræssang var ovre, så gaveræset kunne gå i gang. Man var jo møgforkælet som barn og der var altid et overflod af gaver. Husker også hvordan jeg altid lå vågen lææænge før jeg blev vækket med sang og gaver på min fødselsdag. Ingen glæde som barnlig forventningsglæde!

Lyden af en isbil
Sommerlykken i min barndom var helt sikkert gjort, når klokken fra isbilen lød ude på vejen foran mit barndomshjem. Kunne man så ovenikøbet lokke mor eller far (inklusive lidt cash) med ud til ismanden, så var der altså bare fest.

Delecomputer
Nuvel, det er vel lidt en luksus at man i dag har egen computer og ikke skal vente utålmodigt på, at den ene (gerne stationære computer) er fri. Men der var altså også noget helt specielt ved endelig at have computertid som barn ved den ene computer, der var i huset, fordi man bare værdsatte det lidt mere når det var en slags luksus, man kun havde adgang til en gang imellem.

Mere tid med forældre
Jeg har mange gode minder fra min barndom hvor jeg virkelig husker, at vi har gjort ting sammen som en familie – for eksempel sommerferier ved Vesterhavet med spil, hygge og strand en hel uge, små traditioner med den ene/anden/begge forældre (som milkshake og øl-pølser om fredagen), spilleaftener, fælles fremstilling af juledekorationer, trylledejs-‘værksted’ og generelt bare tid sammen. Tror mange forældre i dag falder i smartphone/iPad-fælden og lader den lille sag tage alt for meget af den tid, de rent faktisk kunne bruge med deres børn – men det er en helt anden diskussion…

At man rent faktisk var barn
Når jeg ser tilbage på min barndom og ser på børn i dag, så undrer jeg mig sommetider over, hvornår de får tid til at være børn. Da jeg var barn, brugte vi tiden på at lege både ude og inde, og vi gav os tid til at lege og være fantasifulde for fuld hammer. Som 8-årig legede jeg ude på vejen med nabobørnene i stedet for at være plantet i en sofa med tv eller iPad og det der med smart tøj og make-up var en by i Rusland. Jeg vil ikke bytte min barndom for 10-15 år siden med det at være barn i dag, for sommetider ser det en smule ud til, at magien er gået lidt af det at være barn…

Hvad er jeres bedste barndomsminder?

Relaterede Indlæg

3 Kommentarer

  • Svar Inu 24. maj 2016 at 22:51

    Åh, sikke nogle dejlige minder! Savner i hvertfald tiden, hvor man ikke bekymrede sig om regninger, haha!
    Bedste barndomsminde må jo være at lege udenfor med min søster og et sjippetorv og kridt. Hvad jeg ikke vil gøre for at genleve de dage, dengang for 14 år siden.

    • Josefine
      Svar Josefine 24. maj 2016 at 22:55

      Jeg husker også hvordan min søster og jeg legede krig med kridt ude på vejen. Vi boede på en lukket, blind vej, så vi havde masser af plads at lege på! Jeg ville også ønske at man sommetider kunne rejse tilbage til barndommen, bare for en dag 🙂

  • Svar Ting, der var fedt ved at være barn #2 | www.josefinevesterherup.dk 7. november 2016 at 19:59

    […] virkede til, at indlægget Ting, der var fedt ved at være barn var ret vellidt, så her kommer lige en 2’er! Mon I andre (måske især) 90’er-kids […]

  • Skriv kommentar