En snak om angst

15. juni 2016

IMG_9122

Nå… Nu bliver det tungt og personligt, men det føler jeg også, at der skal være plads til. Noget af det, jeg gerne vil med mit lille hjørne af internettet er nemlig lige præcis at tage fat i nogle af de ting, der sommetider er helt vildt svært. Som eksempelvis angst…

I mere end tre år, har jeg kæmpet med en angstlidelse. Ikke sådan en “jeg-bliver-en-smule-nervøs”-agtig angst, men en fuldstændig lammende angst, der sommetider har styret alt, hvad jeg har foretaget mig. Jeg har før nævnt det men min angst herinde, men jeg tror det er svært at forstå for de fleste hvad det helt præcist handler om… Jeg ved det er mega svært at sætte sig ind i det med angst, hvis ikke man selv har stået i det. Og det forstår jeg godt, for det er helt vildt komplekst og helt vildt abstrakt. Og fuldstændig individuelt. Jeg tror ikke, at angsten føles ens hos nogen af dem, der kæmper med den, men jeg tror på, at udfordringerne på mange måder er de samme. Den absolut største udfordring for mig har helt sikkert været, at dem omkring mig ikke har kunnet sætte sig ind i, hvordan jeg har haft det. Sommetider har jeg ikke engang selv kunnet sætte mig i det.

Midt i 2.g fik jeg mit første angstanfald, under en fest hos en klassekammerat. Jeg tror det havde været længe undervejs, men kombinationen af uvante omgivelser, høj musik og mange mennesker fik bægeret til at flyde over. Det blev efterfølgende værre dag for dag, og på vores studietur en måned efter, var jeg fuldstændig styret af angsten og jeg blev ramt af anfald hver dag. Det var – uden tvivl – en af de længste uger i mit liv, og jeg er dybt taknemmelig for, at der var folk omkring mig, som tog så godt hånd om situationen. Da jeg kom hjem og fik en snak med min læge, var beskeden ganske kort; jeg led af angst. Når jeg kigger tilbage på den tid i dag, så kommer det ikke som en overraskelse for mig, men dengang havde jeg utroligt svært ved at forholde mig til at få det “stempel” at være angst. Ikke fordi jeg ser ned på folk med psykiske udfordringer, men fordi jeg frygtede hvordan andre så mig. Dog har jeg altid været ærlig omkring det med min angst, for det gør mig ikke (eller nogen andre) til et dårligere menneske, at have noget ekstra at kæmpe med. Det der med psykiske udfordringer er bare en del af livet for nogen, og det lod trak jeg altså også.

Min angst har hovedsageligt bestået i, at jeg ikke stolede på nogen som helst omkring mig og at dem jeg stolede på, dem ville jeg miste. Jeg var sikker på, at alle ville såre mig eller gøre mig ondt og jeg kunne i en periode hverken tage på café, i biografen eller på restaurant og jeg havde det slemt ved bare at skulle handle. Jeg har været bange for, at fremmede har ville såre mig både fysisk og psykisk og derfor havde jeg en lang periode, hvor jeg isolerede mig og slet ikke ville have noget med nogen at gøre. Angsten for at miste sidder stadig i mig, mens angsten for fremmede mennesker ikke fylder nær så meget som den gjorde engang. Den er i virkeligheden nok erstattet af en frygt for, at dem omkring mig ikke har det godt. Jeg har det meget med at ville løse alle andres problemer og tage dem på mine skuldre, så dem, der kæmper med dem, ikke skal have modgang. Det ved jeg selvfølgelig godt, inderst inde, ikke er mit job, men jeg har et stærkt beskytter-gen, så jeg kæmper – helt ærligt – rigtig meget for at lade være… Når jeg sådan helt objektivt ser på min angst, så kan jeg sagtens se, at det lyder skørt – og også, at det for nogle mennesker lyder vildt uvirkeligt. Selvom den rationelle side af mig godt ved, at frygten i virkeligheden bør være ikke-eksisterende, så taler angsten bare sommetider højest. Det er skide irriterende. Irriterende, at den rationelle side oftest taber.

I dag er jeg i bedring. Uden tvivl. Men jeg ved godt, at jeg måske aldrig lærer at slippe angsten fuldstændig, og det accepterer jeg. Dog er jeg blevet bedre til at styre den, i stedet for at lade den styre mig – og det er stort! Jeg har lært, at hvis jeg er i en situation, som kan trigge min angst, så finder jeg måder hvorpå jeg kan lukke verden ude. Som eksempelvis ved at tage mine høretelefoner på og give den fuld smadder. Gerne et sted nær vand. Så bliver der ro et øjeblik, og det er en stor hjælp. Selvom jeg er i bedring, så vender angsten stadig tilbage i perioder, og selvom det sætter mig et par skridt tilbage, så er det også en god ting. En god ting på den måde, at det fortæller mig, at jeg skal sætte farten ned og trække vejret ekstra dybt. Lige nu har den sat mig lidt tilbage. Faktisk siden efter nytår. For efter næsten et halvt år uden anfald, blev jeg ramt igen. Dog går det hele stille og roligt fremad, så jeg er optimistisk – det er nemlig den eneste vej frem 🙂

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar